Personlig assistent (handicaphjælper) søges hurtigst muligt til aktiv

livs- og hesteglad kvinde i Mørkøv, Holbæk kommune☺
Stillingen er en deltidsstilling på gennemsnitlig 18 timer om ugen vagterne er af 24 timers varighed.
(Se vagt-fordeling længere nede i opslaget)
Jeg er en kvinde på 41 år med Cerebral Parese. Jeg bor i rækkehus i Mørkøv. Jeg søger en person, som har lyst at være en del af min hverdag og som har lyst til at medvirke til at min hverdag hænger sammen praktisk.
Mine dage er blandt andet fyldt med min store passion som er heste og ridesport. Jeg dyrker Western disciplinen Para Reining med min skønne hest Goldy, en American Quarter hoppe på 14 år.
Der derfor et krav for at komme i betragtning til stillingen, at du har solid erfaring med ridesport og håndtering af hest samt B/E kørekort og på sigt gerne Kompetencebevis til hest.
Vi er et godt match, vi er blevet Danmarksmestre samt Europamestre flere gange☺ Vi skal i år, i uge 28, deltage ved VM, der afholdes på Schumacher Ranch i Schweiz.
I forår- og sommerperioden dyrker jeg også Framrunning i det omfang tiden og vejret tillader det. Jeg deltog i mit første internationale stævne i juli 2024, hvor jeg vandt sølv på 60 meter distancen.
Ud over sport interesserer jeg mig for det handicappolitiske felt og har været med i både dokumentarudsendelser og kampagnefilm. Eksempelvis kan nævnes; Mormors Bordel med Karen Thisted og Suzanne Bjerrehus. Jeg holder også af at gå til en god koncert eller se en god film i biografen. Jeg har i det daglige brug for hjælp til personlig pleje og praktisk hjælp til af- og påklædning samt renhold af min bolig samt til forflytninger. Jeg har stand-funktion med støtte og 90% funktion i højre hånd. Jeg har ikke selvstændig gangfunktion, men jeg kan med støtte tage de få skridt, der er behov for ved forflytning mellem f.eks. kørestol og toilet eller mellem kørestol og seng. I det daglige anvender jeg el-kørestol, som jeg selv betjener med min højre hånd, når jeg færdes inde eller ude.
Jeg søger en stabil og ansvarsfuld og person til mit team, der kan se sig selv i jobbet hos mig for ca. en 2 årig periode. Erfaring som hjælper er ikke nødvendig, da der vil finde oplæring sted og det vigtigste for mig er, at man har lyst til og mod på at lære nyt og på at være en del af en aktiv og spændende hverdag sammen med mig og mine nærmeste.
Jeg forestiller mig, at du måske er tid sted i livet, hvor du for en kortere periode gerne vil prøve kræfter med noget nyt, imens du finder ud af hvad du gerne vil videre med enten arbejdes- eller uddannelsesmæssigt.
Jeg søger en stabil og ansvarsfuld hjælper, der er glad for dyr, især hest, men også kat og kanin, da der er kat og kanin i min nærmeste familie. Jeg søger en, som kan se sig selv i en struktureret og aktiv hverdag. Jeg har egen bil (kassevogn) med manuelt gear, som du skal køre. Derudover skal du også køre hestetrailer, når jeg skal til og fra Shows/stævner. Det er derfor nødvendigt med et B/E kørekort som du enten har eller er villig til at erhverve dig for egen regning, da jeg desværre ikke har mulighed for at tilbyde at finansiere dette.
Vagtplanen i teamet kører efter et fast 4 ugers rul, som ser således ud for dig: en lørdag + søndag hver 4. uge samt en onsdag hver 4. uge. Teamet er selvdækkende, hvilket
betyder, at teamet dækker hinanden ved sygdom og ferie. Derfor er der også mulighed for ekstra timer/vagter ved sygdom og ferie.
Jeg tilbyder et røgfrit arbejdsmiljø, og et personalerum, hvor man kan trække sig tilbage efter behov. Det er ikke vågen nattevagt, man sover om natten, men man vil få afbrudt sin søvn sporadisk i løbet af natten, da jeg har en overaktiv blære, og derfor skal op på toilettet, eller når jeg fx skal have hjælp med dynen. Jeg har stort fokus på det gode arbejdsmiljø og ser det som et fælles ansvar at sørge for dette. Jeg og mit øvrige team værdsætter derfor god og åben kommunikation, og sikrer derved en høj trivsel for alle i teamet.
Rul 1 (uge 25: 16. – 22.juni) onsdag 07.00 – 07.00
Rul 2 (uge 26: 23. – 29. juni) ingen faste vagter, men forventer at du så har nogle dage med mulighed for at træde til, med kort varsel, hvis der er sygdom i teamet.
Rul 3 (uge 27: 30. juni – 6. juli) lørdag + søndag lørdag 07.00 – 07.00
Rul 4 (uge 28: 7. – 13. Juli) ingen faste vagter, men forventer at du så har nogle dage med mulighed for at træde til, med kort varsel, hvis der er sygdom i teamet.
Det praktiske omkring jobbet
- Startdato: hurtigst muligt
- Fast deltidsstilling
- Sidste frist for ansøgning 1. juli 2025
- Jeg afholder samtaler løbende
- A Priori forbeholder sig retten til at fjerne jobopslaget før sidste frist, hvis den rette kandidat er fundet
- Hører du ikke noget fra mig inden 5. juli 2025, er stillingen enten besat til anden side eller, du er ikke kommet i betragtning til stillingen.
LØN- og ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat af A Priori, som indhenter børne- og straffeattest ved ansættelse.
Løn og ansættelsesvilkår Jf. BPA- handicaphjælperoverenskomsten, spørgsmål om dette kan rettes til konsulenterne Bo Andersen eller Gitte Jensen på tlf. 25941212 / 25940202 eller e-mail: bo@a-priori.dk / gittej@a-priori.dk
Ansøgning til stillingen skal ske skriftligt til mig (Frigg Birt Müller) og CV med foto samt eventuelle relevante referencer på mailadressen: friggmuller@outlook.dk
Jeg ser frem til at modtage din ansøgning ☺